Besøg af GM Lars Schandorff

Tirsdag den 21. januar havde klubben besøg af stormester Lars Schandorff. Ca. 25 deltagere fra forskellige klubber mødet op og fik et spændende foredrag om Lars’ karriere og hans deltagelse på det danske hold ved skak-OL. Foredraget var krydret med flere eksempler på interessante partier, som blev vist Prismens udmærkede whiteboard. Aftenen sluttede med, at Lars Schandorff spillede simultan med 16 spillere og vandt 15-1, kun feltets yngste, den 14 årige Mikkel Manosri Jacobsen fra BMS formåede at vinde. Klubben var vært ved kaffe og kage, og det blev en meget hyggelig aften for deltagerne.