Skakweekend for voksne og børn

I anledning af klubbens 100 års jubilæum, afholdt vi en skakweekend for medlemmerne 24.-26. april.

Fredag aften kunne alle de voksne mødes til spisning og samvær i Prismen, og det var der 33 medlemmer og partnere, som benyttede sig af.

Om lørdagen var 12 børn fra Amager Skakskole med til den traditionelle børneturnering København Open på Frederiksberg rådhus. Her vandt Felix Linnet 1. præmien i basisgruppen, og der var også pokaler til Arthur Daugård Nielsen og Sebastian Vargas i begyndergruppen samt til Rosa Bjørnhart i Klar, parat, skak gruppen.

Søndag var der forskellige aktiviteter for børn og forældre i Prismen, hvor vi startede med fælles morgenmad, hvorefter dagen gik med skakundervisning for børnene af den internationale skakmester Viktor Haarmark Nielsen, samtidig med at forældrene blev sat ind i skakkens mysterier af Erik Elmer Rasmussen. Ind imellem de skaklige øvelser, var der mulighed for fysiske udfoldelser som høvdingebold og fodbold. Efter frokost spillede børn og forældre en særlig form for skak, som vi kalder ”Arm og hjerne”. En voksen og et barn spiller sammen, så den voksne skal være hjernen, der fortæller, hvad armen, dvs. barnet skal trække.

Denne weekend var den første markering af foreningens 100 års jubilæum. Til oktober holdes en officiel reception på Københavns rådhus efterfulgt af en international skakturnering med deltagelse af nogle af de bedste skakspillere i Danmark samt flere udenlandske stjerner.