Vi har fået den glædelige nyhed, at klubben er vinder af årets Frivilligpris, udsat af Amager Øst Lokaludvalg. Prisen er på 25.000 kr. og en statuette af glasmosaik. Prisen vil blive overrakt ved juleafslutningen tirsdag den 17. december kl. 17.30, og vi håber at se mange medlemmer til overrækkelsen. Der vil blive serveret gløgg, æbleskiver m.m. ved juleafslutningen.
Se priskomiteens begrundelse her:
Foreningen prioriterer ungdomsarbejdet, og er dermed med til at holde skaksporten i live på Amager. Samtidig er klubben en mulighed for de børn, der gennem skoleskak, bliver interesserede i spillet.
I indstillingen står der blandt andet at: “De frivillige gør en stor indsats for at formidle skak til børn og unge på en både sjov og lærerig måde, hvor børnene både lærer at koncentrere sig at kunne tabe og vinde og at være venner. ”
Lokaludvalget lægger vægt på, at Amager Skakforening er et idrætstilbud til børn i bydelen og dermed også understøtter visionen i bydelsplanen. Med tilstedeværelsen i Prismen er forening synlig for en bred målgruppe, og det er priskomiteens opfattelse, at der bliver lavet et stort og vedholdende frivilligt arbejde til gavn for både børn og voksne.
Prisen består af 25.000 kr. og en statuette af glasmosaik.