Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Skakcafé i Prismen

(redigeret 1. feb) Amager Skakforening indbyder igen til skakcafé hver torsdag fra kl. 19- 22 i kultursalen. FørstAmager Skakforening indbyder igen til skakcafé om torsdagen fra kl. 19- 22 i kultursalen. Første gang bliver torsdag den 12. januar. For at undgå at gå forgæves opfordrer vi til, at du lige orienterer dig i vores kalender på hjemmesiden. Alle skakspillere er velkomne, såvel medlemmer som andre, der ellers kun spiller skak online. I skakcaféen kan du møde andre skakspillere over et rigtigt skakbræt, snakke om partiet og måske lære nyt.

Bjørn Møller Ochsner vandt GoAudit Open på Amager

GoAudit Open i weekenden sluttede med en rigtig topkamp mellem Jesper Thybo og Bjørn Ochsner. Thybo kunne nøjes med remis for at tage turneringssejren, men Bjørn pressede på gennem det meste af partiet,og det endte med et dronningeslutspil, hvor hvid havde en bonde mere. Efter 117 træk lykkedes det Bjørnat hive gevinsten hjem efter flot spil, og han kunne derefter hyldes som samlet vinder og modtage de 5.000kr., der var udsat af turneringens sponsor. 2. præmien gik til Jesper Thybo, mens Nicolai Kistrup blev nr. 3. Bjørn Ochsner tabte i 1. runde til Amagers juniorspiller Laurits B. Wehding, men vandt derefter 6 partier itræk.

Laurits blev vinder af ratinggruppe 3, og Arne Møller spillede også en god turnering og fik 1. præmie i ratinggruppe 4.

Der deltog i alt 48 spillere, heraf mange titelholdere, men også håbefulde juniorer og rutineredeseniorer. Stor tak til Ole Pedersen, som var en myndig dommer, og til alle, som hjalp med opstillingog oprydning m.m. Også tak til turneringens sponsor:


GoAudit Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab, Ny Adelgade 5A, 3. sal, 1104
København K


Se det samlede resultat på www.skak.dk.

GoAudit Open på Amager 4.-6. november

I denne weekend er der mulighed for at se skak på højeste plan, når vores traditionelle weekendturnering afvikles i PRISMEN fra fredag aften. Turneringen indledes med tre hurtigpartier fredag aften og fortsætter med fire partier med lang betænkningstid lørdag og søndag.

Der er som sædvanlig mange titelholdere blandt de 50 deltagere. Rating favoritter er GM Jesper Thybo og sidste års vinder GM Carsten Høi sammen med de tre IM’ere Bjørn Møller Ochsner, Martin Haubro og Jens Ove Friis Nielsen. Men de får bestemt hård kamp mod de tre fremadstormende FM’ere Viktor Haarmark Nielsen, Mikkel Manosri Jacobsen og Nicolai Kistrup. Tre af Danmarks stærkeste kvindespillere WFM Ellen Fredericia Nielsen, WFM Nina Høiberg og WFM Esmat Susanne Guindy er også på deltagerlisten og klar til at tage kampen op mod de bedste.

Der vil være live-sending fra de 10 øverste brætter under hele turneringen. Link til live sending:

https://www.liveskak.dk/2022/Go-Audit/

Næsten danmarksmester i U16

Karl Emil blev (igen i år) nr.2 til UDM og kvalificerede sig dermed igen i år til NM.

Han var/er dog ikke helt tilfreds med resultatet da han i den sidste kamp som klar ratingfavorit mødte en modspiller som han med normalt spilniveau burde slå sikkert og dermed have sikret sig en udelt førsteplads ved dette UDM. Han gav dog Adrian en lille bondegave og det skal man ikke gøre til en godt kæmpende og spillende modspiller som sagtens kan finde ud af at bruge dette til at vende og vinde partiet.

Men flot er det nu da Karl Emil spillede virkelig godt i alle de andre kampe og bla. i runde 2 udspillede gruppens højest ratede Mikkel Løftgaard der var mere end heldig med at få hevet en remis hjem da Karl Emil i tidsnød kom til at lave et forkert kongetræk i et ellers vundet slutspil.

Anton fik en perlerække af superstærke modstandere og klarede dem ret flot men gik lige lidt ned i kadence på sidstedagen og missede dermed topstriden.

Laurits fint fra start men røg ind i tab til Mikkel i runde 3 og Adam i runde 4. Med 5 runder til hele turneringen skal der utrolig lidt til før man er ude af medaljekampen. Muligvis kommer der 7 runder til næste år. 

I det hele taget var der superhård kamp om hvert eneste point i en gruppe hvor 10-12 personer sagtens kunne forventes at skulle kæmpe om en af de to pladser til NM udtagelse som der jo også spilles om.

Karl Emil nævnte at også de ikke så højt ratede spillere spillede virkelig godt og der blev ikke givet noget ved dørene. 

Et tydeligt eksempel herpå var at Noah og Lukas som begge ofte/normalt blander sig i DM titel-striden og har flere gange Danmarksmesterskaber imellem sig mødte hinanden i 3. runde med “kun” et point hver.

Johannes spillede rigtig godt mod Anna Li men røg derefter ind i nogle hårde negle i gruppen men spillede som altid med godt humør og stadig tydelig opadgående formkurve. Han kommer helt sikkert til at høste en del point og rating til holdskak.

Og her så en lille lækkerbisken hvor Karl Emil vinder over Alf Andries:

Round 4 (lichess.org)

Karl Emil har 96% præcision og kun en enkelt unøjagtighed i hele partiet hvor den ellers meget stærke Alf bliver langsomt men sikkert mast.

Det er ikke sjovt at spille sort mod Karl Emil for tiden.

Amagers unge skak kometer.

Søndag den 22. august sluttede Smuk Skak EMT-turneringen i Skanderborg.
Amager Skakforening blev på fornemmeste vis repræsenteret, da to af vores stærkeste juniore, brødrene Anton og Laurits Bønsvig Wehding, havde lagt vejen forbi Skanderborg.

Laurits vandt sin gruppe med 4 ½ af 5 point, hvilket gav en gevinst på 82 gode rating point og en præstations rating på 2196! En meget sikker præstation, og mon ikke der snart kan skrives mesterspiller på visitkortet.
Stort tillykke til Laurits.

Vi er jo forvent med at de to unge ”krigere” vinder hver sin gruppe, men denne gang gik det ikke for Anton, som spillede noget under sit normale niveau, og derfor ikke sluttede som gruppevinder.
Rygterne vil vide, at han op til turneringen har arbejdet meget med sin skak, f.eks. nye åbningsvalg, hvilket godt kan give udfordringer i de første turneringer.
Men ingen tvivl om, at også Anton er stærkt på vej mod titlen som mesterspiller.

Efter at denne artikel er skrevet, har Anton spillede med i Øbro Weekend turnering og nu “kører” tingen som de skal og Anton vandt sin gruppe.

Laurits og Anton, her sammen med Viktor Haarmark som i
Skanderborg scorede sin første IM norm.

I weekenden 26 til 28 august blev der spillet Nordic Youth Chess Championship 2022, også her er Amager Skakforening godt repræsenteret idet, Karl-Emil Elmer Nielsen-Refs deltager i U-15, gruppens rating favorit er Svenske FM Edvin Trost med 2370 i Elo rating.
Karl-Emil startede første runde med at, spille remis mod Svenske Douglas Karde.
I anden runde var der så lagt op til en lille Københavns lokalopgør, da modstanderen var gruppens anden Danske deltager, stærke Jeppe Hald Falkesgaard fra Brønshøj Skakforening.
Partiet sluttede efter hård kamp med en sikker sejre til Karl-Emil, da Jeppes konge blev fanget midt på brættet.

Lørdagens morgenrunde bød så på sort mod gruppens rating favorit Svenske FM Edvin Trost 2370 Elo, lidt over 300 mere end Karl-Emils nuværende Elo tal.
En styrkeforskel som måske kunne få nogen til at vælge en lidt forsigtig tilgang til partiet og valg af åbningsvariant, men ikke vor mand fra Amager Junior, han går frisk til opgaven og spiller gerne på gevinst uanset modstanderens ratingtal.
Et tjek på DSU´s hjemmeside viser da også, at ud af 476 spillede partier, er ”kun” 45 endt remis.

I partiet viser Karl-Emil med sine valg af træk, et ønske om at komplicere stillingen og spille på angreb, i træk 10 spiller han Le6 hvilket efterlader bonden på b7 udækket….
Slå hvis Du tør, syntes han at sige til sin højt ratede modstander, der måtte bruge 19 minutter på klokken, før han slog bonden på b7, hvorefter Karl-Emil spillede Sb4 og slag på c4 med den hvidflettede løber, formentlig med det mål at fange den hvide Dronning, hvilket dog ikke lykkedes.

Stillingen efter Karl-Emils 10 træk Le6… Slå hvis Du tør!

Dronningerne blev byttede af og efter 15 træk, giver Fritz17 faktisk sort en lille fordel i stillingen, men ikke noget afgørende, og partiet fortsætter med lige spil, frem til et slutspil, som bliver afviklet til en stilling hvor begge parter har tårn og tre bønder på kongefløjen.
Stillingen er 100% remis, og der gives hånd, flot og sikkert spil af Karl-Emil mod en stærk modstander.

Da de sidste partier var spillet færdigt søndag aften, var stillingen at Nordmanden Sverre Lye 1963 Elo. havde vundet gruppen med 5 ½ point af 6, en flot og sikker præstation.
Gruppens to Danske deltagere Karl-Emil og Jeppe endte begge med 3 af 6 point, hvilket er noget under deres forventede score.
Karl-Emil tabte til gruppens nummer et og to, hans stillinger taget i betragtning, kunne der godt være kommet
1 måske 1 ½ point mere ind på kontoen. Hvilket jo er meget nemt at skrive, når man har Fritz17 ved sin side og aldrig kommer i tidsnød, hjemme foran skærmen.

Men uanset slutresultatet takker Amager Skakforening Karl-Emil for god underholdning hele weekenden!

Hyggelig venskabskamp mod Nørrebro Skakklub

Tirsdag den 16. august havde Amager inviteret Nørrebro til en venskabskamp hos kasserer Jens Gade på Kongelundsvej.

Det var en længe planlagt genvisit fra et lignende arrangement i Nørrebro. Vi havde flere afbud på de øverste brætter, så det var ingen sag for Nørrebro at besejre os, men det skete ikke uden god modstand, resultatet blev:

Gruppe 1: Nørrebro – Amager 15½ – 9½, gruppe 2: Nørrebro – Amager 20 – 10.

Generalforsamling i Amager Skakforening

tirsdag d. 9. august 2022 kl. 19:30 i Prismen, Holmbladsgade 71.

Referat:

  • Ordstyrer og referent vælges.

Johnny Sørensen valgt til ordstyrer

  • Formanden giver sin årsberetning for sæson 2021/22.

Beretningen blev godkendt uden spørgsmål. Noterne vedlægges

  • Kassereren gennemgår klubbens regnskab. Herunder fastsættelse af kontingent.

Jens Gade fremlagde en grundig årsrapport med regnskab og budget. Årets resultat var et overskud på 21.806 kr. og egenkapitalen pr. 31/12-2021 var 92.971 kr. Regnskabet blev godkendt uden spørgsmål.

  • Klubben vælger bestyrelsesmedlemmer, herunder formand

På valg er: Jens Gade, Ole Pedersen og Johnny Sørensen (alle er villige til genvalg)

Der var genvalg til de tre bestyrelsesmedlemmer, som var på valg.

  • Indkomne forslag:

Forslag sendes til formanden sven@skoleskak.dk senest 14 dage før generalforsamlingen

Der var ingen indkomne forslag

  • Bestyrelsen vil præsentere den kommende sæsons skakkalender.

Tirsdag den 16. august er der venskabsmatch mod Nørrebro Skakklub og det foregår på Kongelundsvej 52 aht. traktement. De 10-12 spillere, som skal deltage, får besked via mail/tlf. Der er stadig klubaften i Prismen for alle andre.

Kalender for resten af 2022 vedlægges og kan også ses på hjemmesiden.

  • Hjemmesiden

Webmaster Theis Borg og Michael Dupont. Theis lægger nyheder på og holder siden a’jour i samarbejde med Sven. Kim Michael laver referater fra holdkampe til hjemmesiden og er i gang med at præsentere nye medlemmer på siden. Alle medlemmer opfordres til at sender billeder og beretninger fra turneringer m.v. til Sven eller Theis.

  • Juniorarbejdet

Der er redegjort for juniorarbejdet i formandsberetningen. Vi kan altid bruge en hjælpende hånd fra medlemmer eller forældre.

  • Eventuelt

Richard spurgte om Prismens åbningstid kan forlænges, så der ikke bliver uro p.g.a. oprydning, inden de sidste partier er færdige. Alternativt kan turneringer og holdkampe begynde kl. 18.45. En forlængelse af åbningstiden afhænger af om det kan aftales med Prismen. Bestyrelsen vil drøfte dette på sit næste møde.

Der deltog 17 medlemmer i generalforsamlingen, som sluttede kl. 21.

Referent: Sven Løntoft